|  Log ind
  Søg/Ujaruk/Search
Kalaallisut
GA   RAL svigter kunderne

Pressemeddelelse 25. juni 2017

RAL har med store armbevægelser iværksat en ny strategi for besejlingen af Grønland. Det er sket uden ordentlig dialog og kommunikation med kunderne, men med gyldne løfter, om at alt vil blive bedre i fremtiden. Kan vi stole på det?

Grønlands Erhverv har i lang tid fået mange henvendelser fra frustrerede virksomheder, som

oplever voksende kvalitetsproblemer i RAL´s service. Serviceproblemer der forplanter sig videre ud til virksomhedernes kunder, som ikke forstår, hvorfor der mangler varer i butikkerne eller ting, der skal bruges i landets erhverv.

Frustrationen forstærkes af, at kunderne ikke føler, at RAL tager deres henvendelser og problemer alvorligt, men opfører sig bedrevidende og uden kendskab til erhvervslivet i Grønland.

RAL´s koncession og monopol på søfragt er en livline for hele Grønlands import og eksport, og der påhviler RAL – og RAL´s ejer, Selvstyret – et kæmpe ansvar for, at den opgave løses professionelt. Ellers udløses en kostbar kædereaktion af omkostninger og kvalitetsforringelser for alle virksomheder og private, og hele samfundets økonomi lider skade.

Grønlands Erhverv har forståelse for, at RAL´s ledelse gerne vil prøve nye løsninger, som RAL tror vil give landets virksomheder og borgerne fordele. Men det er stærkt kritisabelt, at de varslede og meget fundamentale ændringer i besejlingen af Grønland er sket uden seriøs involvering af RAL´s virksomhedskunder og deres viden og mangeårige erfaring. GE og vores medlemmer savner dokumentation for den påståede positive effekt af fragtomlægningerne.

Som situationen er nu, er det umuligt at efterprøve RAL´s påstande og beregninger, og det skaber usikkerhed hos import- og eksportkunder, at de ikke får svar på konkrete spørgsmål om bl.a. de forventede fremtidige fragtrater og ratestrukturer. Det er oplysninger, som er vitale for, at virksomhederne selv i god tid kan planlægge de nye investeringer og tilpasninger, som RAL´s nye strategi vil indebære.

RAL´s håndtering af de store drifts- og kvalitetsproblemer, som mange kunder oplever allerede nu, synes GE er et dårligt varsel om, hvad der vil ske, når de rigtigt store omlægninger skal gennemføres.

GE vil derfor stærkt opfordre RAL og Naalakkersuisut til at tage deres ansvar alvorligt for at sikre en ordentlig og tillidsskabende kommunikation med selskabets kunder og samarbejdspartnere.

 

Brian Buus Pedersen

Direktør

Tlf. +299 55 36 41 eller +299 36 37 10. E-mail: pedersen@ga.gl

 

 

 Udskriv   
Grønlands Arbejdsgiverforening  |  Jens Kreutzmannip Aqq. 3  |  Postbox 73  |  3900 Nuuk  |  Tel. 32 15 00  |  Fax. 32 43 40