I forhold til Grønlands Hjemmestyre er GA aktiv medspiller i forbindelse med stort set al erhvervsrelevant lovgivning både via bemærkninger til lovforslag og via den politisk indflydelse, GA har gennem fast medlemskab af en lang række råd, udvalg og nævn under Grønlands Hjemmestyre.
GA er ligeledes repræsenteret i flere ad hoc arbejdsgrupper med relevans for GA´s medlemsvirksomheders erhvervsområder.
KANUKOKA/Kommunerne
På centralt kommunalt plan samarbejder GA med De Grønlandske Kommuners Landsforening KANUKOKA, mens samarbejdet lokalt foregår via GA's lokalforeninger, der sædvanligvis er repræsenteret i kommunernes arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg eller -råd.
Uddannelsesområdet er en altafgørende faktor for erhvervsudviklingen her i landet. For at sikre, at uddannelsespolitikken afstemmes efter erhvervslivets behov søger GA indflydelse gennem repræsentation i en række styrende organer. Udover medlemskab af Grønlands Landsstyres Erhvervs- og Kompetenceudviklingsråd beklæder GA p.t. formands- og næstformandsposter i en række af brancheskolernes brancheudvalg.
Der forventes en ny styrelsesordning for brancheskolerne pr. 1. januar 2010. Allerede fra i år er der nedsat nye brancheudvalg, som skal overgå til bestyrelser pr. 1. januar. Bygge og Anlægsskolen samt Jern og Metalskolen er blevet slået sammen styrelsesmæssigt og har derfor kun et fælles brancheudvalg.
Ligeledes afholdes GA's egen kursusvirksomhed i tæt samarbejde med de enkelte brancheskoler.