Brancheudvalget for Hotel, Restaurant og Turisme har afholdt møde d. 19. januar 2004.
Hotel-Topmøde I forsøg på at styrke indenrigsturismen vil der via Greenland Tourism blive udarbejdet en indstiksavis i Sermitsiaq med rejsetilbud i Grønland.
Hotelklassificering for 2004. Hotelklassifikationen for 2004 er ved at være på plads, og vil finde sted i uge 10 og 11 og bliver gennemført af klassifikationsinspektør Jette Bille. Rejseplan og relevante oplysninger er tidligere fremsendt til de hoteller og sømandshjem, der skal klassificeres. Desværre har der ikke meldt sig andre hoteller til klassifikationen, end de der i forvejen er omfattet af aftalen.
Uddannelsesinstitutionernes værelsesudlejning Sekretariatet har modtaget et svar på de tidligere henvendelser. Det fremgår af svaret, at KIIIP vil rundsende en skrivelse til GU-skolerne og de selvstændige indkvarteringssteder indeholdende retningslinjer for værelsesudlejning til andre end uddannelsessøgende og kursister, herunder samarbejde med private værelsesudlejere og lokale turistselskaber. GA vil modtage udkast til en sådan rundskrivning til kommentering.
Udskænkning og salg af fadøl Sekretariatet har modtaget svar fra Direktoratet for Miljø og Natur vedrørende udskænkning og salg af fadøl. Det oplyses i brevet, at direktoratet arbejder på at få gennemført de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer, der skal åbne muligheden for salg og servering af fadøl. Ændringer af miljøforordningen påtænkes fremlagt for landstinget på den kommende Forårssamling, der indledes d. 16 april 2004. Direktoratet forventer, at lovgrundlaget er endeligt på plads i begyndelsen af juni 2004.
TAKUSS-kurser Greenland Tourism efterlyser opbakning fra branchen til kurser arrangeret af TAKUSS. Såfremt branchen ikke bruger kursustilbuddene vil det fremover være vanskeligt at skaffe midler fra Grønlands Hjemmestyre til at fortsætte med udbuddet af relevante kursustilbud. Derfor opfordrer BHRT medlemmerne til at bruge kursustilbudene. Såfremt kurserne ikke svarer til behovet eller der er andre årsager til den manglende tilmelding, hører vi gerne om det.
Rejsebureauoverenskomsten. Overenskomsten har været til vurdering i BHRT, og tilpasninger til forholdene i Grønland er indarbejdet i forslaget. Under turismedagene blev muligheden for at overenskomsten kunne omfatte Grønland, drøftet med Lars Thykjær, (LT) direktør for Dansk Rejsebureau Forening. LT mente ikke, der ville være hindringer for at overenskomsten også kunne omfatte Grønland, og var villig til at indlede et samarbejde herom, så BHRT arbejder videre med sagen. Aftalen vil også komme til at omfatte regler om allotment og no show, som blev aftalt under Hotel-Topmødet. Materialet vil tilgå branchen, så snart det foreligger.
MIC-samarbejdet Fra MIC-samarbejdet er der for 2003 nogle ubrugte midler, som medio maj vil blive anvendt til roadshow på Bryggen, hvor alle de samarbejdende hoteller i 2004 medvirker.
Kollektiv ordning vedrørende udgifter til ansattes rejser i forbindelse med nære pårørendes sygdom eller død. Alle medlemsvirksomheder i GA har fået tilbud om at deltage i en kollektiv ordning, der har som formål at udjævne og mindske udgifterne for de enkelte virksomheders overenskomstmæssige forpligtelse til afholdelse af udgifter til ansattes rejser i forbindelse med nære pårørendes alvorlige sygdom og død. Information og retningslinjer vedrørende ordningen kan findes på GA's hjemmeside www.ga.gl under medlemsdelen.
Opsamling fra turismedagene BHRT deltog i turismedagene d. 16 - 18. januar 2004 arrangeret af Greenland Tourism. Det var nogle konstruktive og fagligt givende turismedage, der gav en allround-viden om branchen, men samtidig også synliggjorde, at der er tale om et komplekst område, hvor det er vigtig med samarbejde og koordinering for at udnytte ressourcerne mest muligt. BHRT ser frem til det videre arbejde som følge af de konkrete ideér, der fremkom under dagene.
Nyheder fra turismeforskningen Nyheder fra turismeforskning på Aalborg Universitetscenter kan downloades fra følgende link: http://www.humsamf.auc.dk/edu/snf/turisme/trunews/trunews.html
Valg til BHRT Jørgen Lings, Jørgen Møller og Erik Bjerregaard genopstillede til BHRT. Der blev ikke indstillet andre kandidater, så udvalgets medlemmer fortsætter. BHRT har efterfølgende konstitueret sig og Jørgen Lings fortsætter som formand. Desuden er Erik Bjerregaard udpeget til INUILI's brancheudvalg.
Næste møde BHRT forventer at holde det næste møde medio maj 2004.
Med venlig hilsen P.f.v.
Jørgen M. Lings Formand for brancheudvalget for Hotel, Restaurant & Turisme
Brancheudvalget kan kontaktes enten ved at benytte e-mail: bhrt@ga.gl eller ved direkte kontakt til et af brancheudvalgets medlemmer: